KLUBBENS HISTORIE
Svømmeklubben Grindsted har en fantastisk historie og vores viden er omfattende. Historien har 3 helt naturlige opdelinger. Tiden med det gamle Grindsted Friluftsbad fra 1934, det nye friluftsbad fra 1966 og tiden efter åbningen af svømmehallen i 1987. På denne side skildres de 3 centrale perioder i historien.
 
 

GRINDSTED FRILUFTSBAD - Nordens største (1934 - 1955)
Det var på Morsbølvej i Grindsted, på grunden hvor Grindsted Gymnasiet i dag ligger, at udgravningerne til Grindsted Friluftsbad begyndte, i starten af 1930´erne. Førhen havde man ikke noget desideret bassin at svømme i, og byens borgere svømmede derfor i åen og kanalerne ved byen.

Bassinet blev af de lokale gravet ud med hånden og med sine imponerende mål på 50 x 100 meter var det på daværende tidspunkt Nordens største kunstigt anlagte friluftsbad. Nu kunne svømningen blive en vigtig del af sporten i Grindsted, der førhen havde været domineret af gymnastik og fodbold.

Den 17. juni 1934 åbnede man dørene for byens nye attraktion, og folk vrimlede til. Åbningsdagen var fuld af aktiviteter dagen igennem og med festfyrværkeri om aftenen. Det anslås at der havde været 7-8.000 tilskuere dagen igennem. Der var arrangeret et større svømmestævne hvor datidens store danske svømmer, Else Jacobsen, ankom med fly, og vandt alt hvad hun var med i.

Friluftsbadet var en kæmpe succes og Svømmeklubben Grindsted (dengang Grindsted Svømmeklub) blev stiftet mindre end en måned efter åbningen, hvor 132 personer straks meldte sig ind. Allerede i den første sæson afviklede den nye svømmeklub sit første klubmesterskab, en tradition der er videreført frem til i dag.

Rygtet om de fine forhold i Grindsted Friluftsbad og den fremragende badevandskvalitet havde givet genlyd hos Dansk Svømmeunion og i 1935 var friluftsbadet vært ved Unionsmesterskaberne i svømning.

Blot 5 år efter åbningen, den 28. juli 1940, kunne man byde hele Danmark velkommen til Danmarksmesterskaberne i svømning. Ved stævnet deltog kendte navne som bl.a. Ragnhild Hveger, Holger Rise og Inge Sørensen ("Lille henrivende Inge"), der 4 år forinden havde vundet bronze ved OL i Berlin på 200 bryst, blot 12 år gammel. Der blev delt både medaljer og pokaler ud ved stævnet og friluftsbadet havde endnu engang skabt de perfekte rammer for svømningen.

Men Grindsted Friluftsbad fik også en ende. Badet, der førhen var blevet rost til skyerne for dets rene vand, blev lukket i slutningen af sommersæsonen 1955 pga. den efterhånden dårlige vandkvalitet. Det var ikke fordi badet var blevet forsømt, slet ikke, Grindsted elskede sit friuftsbad, men i kraft af at byen nu var blevet en større industriby, med et stort Grindsted Værk, slagteri og mange dambrug, var det svært at holde åvandet rent. Det åvand der via lange rør blev ført ind i det enorme bassin.

Med lukningen af friluftsbadet, måtte svømmeklubben også lukke klubkassen i for en stund, for på ny at byde svømmere velkommen i et splinternyt friluftsbad bag hedehallen i maj 1966.


DET NYE FRILUFTSBAD (1966 - 1985)

Den 1. maj 1966 blev dørene åbnet til Grindsteds nye friluftsbad. Efter 11 år uden et svømme- og badebassin i Grindsted, kunne borgerne endelig komme i vandet igen. Faciliteterne var i orden. Det indhegnede flisebelagte område, der rummede både friluftsbadet på 12,5 x 25 meter og et soppebassin, havde også vipper i en solid jernkonstruktion, samt 6 startskamler i beton. Bænke og større beplantning kom senere til at pryde begge langsider.

Opførelsen af det nye friluftsbad, samt en idrætshal, med tilhørende omklædningsrum, som også badegæsterne kunne bruge, mente man i 1960 ville løbe op i en sum af 1 million kroner. 6 år senere stod friluftsbadet færdigt.

Svømmeklubben Grindsted kunne på ny tilbyde svømning, konkurrence og leg i helt nye forhold, men med de nye forhold, kom der også nye problemer. Problemet var ikke at folk ødelagde det nye bassin eller ikke ville bruge badet, tværtimod. Alle var glade for friluftsbadet, men det viste sig hurtigt at det ikke var stort nok.

Der var stadig mange arrangementer i friluftsbadet og svømmestævner blev der også holdt, bare ikke i samme grad, som det blev gjort, da det gamle friluftsbad stadig eksisterede.

I starten af 80´erne var det efterhånden meget svært at have konkurrencesvømning. Svømmeklubben havde egentlig kun motions- og voksenhold samt begynderhold for børn, og de børn der havde lært at svømme, måtte vige pladsen til fordel for nye medlemmer. En grotesk situation for klubben og noget måtte gøres. Man ønskede sig inderligt en svømmehal.

Efter lange overvejelser besluttede politikerne at der skulle bygges en svømmehal og det nye friluftsbad blev lukket efter sæsonen 1985. I sommeren 1987 kunne Grindsted igen hoppe i baljen, da den splinternye svømmehal blev indviet.


GRINDSTED SVØMMEHAL (1987 - )
Den 21. juni 1987 kl. 11.00 blev Grindsted Svømmehal indviet. Byggeriet havde kostet 18 millioner kroner, og lå i umiddelbar forlængelse af Hedehallen. Hallen havde et bassin på 12,5 x 25 meter der levede op til konkurrencekravene, samt et lille undervisningsbassin med soppebassin.

Svømningen fik nu igen bedre forhold i Grindsted og mange brugte ugentligt hallen. Svømmeklubben Grindsted fik flere og flere medlemmer og dermed flere svømmehold i løbet af 90´erne, men en decemberdag i 1998 stoppede det hele brat.

Den 12. december 1998 opstod der brand i svømmehallen, ovenpå en juleafslutning midt på dagen. Ingen kom alvorligt til skade ved branden, men ulykken var stadig katastrofal for Grindsted. Nu havde man ingen svømmehal og mange spørgsmål begyndte at trænge sig på. Hvornår ville svømmehallen igen stå klar?

Der skulle gå godt et år før man igen kunne komme i Grindsted Svømmehal, men den 8. januar 2000 stod den nyrenoverede svømmehal altså klar. Selve hallen, med bassinerne, var bevaret bedst muligt, mens alt andet var blevet bygget op på ny og hele svømmehallen har fra den dag af, fremstået lys og venlig til alle der har haft lyst til at bruge bassinerne.

 
 
 
Svømmeklubben Grindsted Tinghusgade 15 A 7200 Grindsted Tlf. 6168 1860